+45 70 13 17 44

Sådan kommer du i gang efter en ferie

Artiklen er skrevet af Yu Lan

Efter en tiltrængt ferie, kan det være svært at genoptage de gode rutiner. Skolen og arbejdet kalder atter. Dagenes rytme skal tilpasses en ny virkelighed med mindre fritid og. mere arbejde og/eller studietid. Vækkeuret sættes atter, skoletaskerne pakkes og madpakker tilberede med de daglige leverpostejsmadder. En hektisk uge står for døren, hvor alt skal tilbage i den normale gænge – gerne hurtigst muligt, så alt bliver, som det plejer.

For de fleste af os forholder det sig sådan, at når vi vender tilbage til arbejdet eller skolen efter en ferie, så har vi allerede tænkt på de opgaver, der venter på os. De jobrelaterede udfordringer har ligget i underbevidstheden, som regel i et par dage, så vi mentalt får forberedt os på at skulle arbejde igen. Det samme gælder skolen – og skriftlige opgaver og karakterer kan måske virke uoverskuelige. Den samme form for overvindelse kan gøre sig gældende når man efter en ferie skal tilbage til sit instrument og de effektive, koncentrerede øverutiner.

klaverøvning

Jeg har selv mærket det, efter en to-ugers sommerferie i udlandet, hvor jeg havde taget helt fri fra instrumentet. ”Så kan jeg vende tilbage med fornyet energi”, tænkte jeg. Men var vejret været lidt for godt til at gå glip af strandturen. ”Årh, pyt, jeg kan altid øve i aften”, tænkte jeg, indtil jeg med træt, omtumlet hoved udskød det til i morgen. ”Jeg får alligevel ikke noget ud af det nu, det er bedre i morgen”. Men dagene smeltede sammen til uger, og pludselig stod jeg i slutfasen og havde faktisk ikke fået rørt sit instrument særligt meget i ferien.

Måske kender du det godt? ”Det går jo ikke. NU må jeg tage mig sammen!” tænker man, hvorefter man med de bedste intentioner og viljestyrke begiver sig hele vejen ind i øvelokalet, åbner klaveret og starter fra en ende af med opvarmningsøvelser, basics og etuder, hvorefter man i al ivrighed kaster sig over sine nybagte stykker. Men der går ikke længe, før man bliver træt. Det lyder ikke, som det skal – faktisk værre end inden ferien. I al frustration begynder man at øve mere, længere, hårdere og presser sig selv yderligere. ”Jamen, kom nu! Jeg KAN jo godt!”

Vi mennesker er utålmodige væsener – og det kommer til udtryk i øvningen. Vi er ofte for kritiske overfor os selv, stirrer os blinde på det, som ikke fungerer, i stedet for at træde et skridt tilbage og finde ud af, hvad problemet egentlig er. Vi er så fokuserede på fikse tingene – det er jo det, vi hele tiden får at vide, at vi skal. Men hvad vi tit glemmer er, at øvning er noget, som både kræver energi, fokus og fysik – og allerede her siger det sig selv: vi kan ganske enkelt ikke holde til at øve 3 (ikke engang 2) timer i streg efter en længere pause. Det er ligesom med sport – hvis ikke du har løbetrænet regelmæssigt over en længere periode, kan du heller ikke bare stille op og løbe et maraton uden videre. Så lad mig skære det helt ud i pap én gang for alle: der findes ikke en hurtig og magisk måde at gøre det her på – du bliver nødt til at investere tid og energi i din øvning fra i dag, så du langsomt, men uden at skade dig selv, kommer tilbage til din oprindelige form.

Men til dét, har jeg heldigvis et tip!

 

I løbet af min udveksling på Sibelius Akademiet i Finland, har jeg haft æren af at være til et foredrag med hornprofessorer, Erja Joukamo-Ampuja, og høre om hendes forskning omkring  øvning. Her fremlagde hun sin øveplan, ”planned practice”, som jeg efterfølende har brugt i alle mine 3 resterende studieår – og dét har jeg haft stor gavn og glæde af. I korte træk går planen ud på, at man skal planlægge sin øvning fra uge til uge. Hver uge består af lette, medium og hårde dage – men kernen er, at man skal skifte mellem let og medium/hård, hver anden dag.r

Ud fra dette mønster, opbygger man ens fysik og udholdenhed i et forløb på ca. 4 uger ved at tilføje flere hårde dage fra uge til uge. Planlægningen foregår således, at man hele tiden bygger op til noget – fx en koncert, konkurrence eller lignende. Ugerne består derfor af: let, medium, hård og recovery – sidstnævnte uge skal tages helt med ro, så musklerne kan slappe af, man får fornyet sin energi og kan samle kræfter til at starte en ny uge.

Der er to forskellige teknikker, du kan benytte dig af, når du følger denne plan.

  1. Øv i lige så lang tid, som du altid gør.
    Planlæg hårde og lette øvelser og varier dem hver anden dag.
    Planlæg dine 4 uger, så du gradvist spiller sværere og sværere repertoire. Tag den sidste uge (recovery) meget stille og roligt.

 

  1. Øv på den samme måde, som du altid gør.
    Varier dine dage, så du tidsmæssigt spiller længere og kortere hver anden dag. Planlæg dine 4 uger, så du tilføjer en smule øvetid hver uge.
    Tag den sidste uge (recovery) stille og roligt, og øv dig mindre end du plejer.

Ved at planlægge en periode, eller et semester på denne måde, får man varieret sin øvning og undgår at køre træt i det samme. Hvis det er muligt, kan recovery-ugerne planlægges, så de passer med fx efterårs- og juleferien, hvor man kan holde en velfortjent pause. De hårde uger kan times med de uger, hvor man enten har meget arbejde/koncerter/orkesterprojekter eller lignende. Det gør ikke noget, hvis ikke det passer nøjagtigt med perioden på de 4 uger – så kan man enten tage sin recovery-uge på sin 3. eller 5. uge, alt afhængig af, hvad der praktisk kan lade sig gøre.

 

Udover at få opbygget din fysik, undgår du også din dårlige samvittighed med denne plan – selv i de dage hvor du ikke øver meget, fordi de netop er planlagte. Når du ”holder pause” med denne plan, er det fordi din krop har brug for det for at kunne restituere. Du vil derfor føle dig godt tilfreds og opleve bedre fokus og mindre udmattelse, hvilket vil give mere synlige og hørbare resultater, fordi du automatisk bliver mere produktiv i øvningen. Sidst, men ikke mindst, vil du ikke føle dig stresset, fordi du har en langsigtet plan op mod din vigtige begivenhed, og du ved på forhånd, at du ikke vil overøve eller køre træt optil den. Dette kan også medføre mindre sceneskræk og præsentationsangst, fordi du vil føle dig fysisk sundere, eftersom du har øvet med omtanke.

 

Giv det lige en chance, jeg lover, at det virker! Husk også, at det er tilladt at ændre i din plan – men det kan du jo kun gøre, såfremt du har én.

 

 

Rigtig god fornøjelse!

Hent Købsguiden.
Tak for din interesse!

Du er få trin fra værdifuld information om, hvilket piano der opfylder netop dine behov.

Forespørgsel på

Reparation

Udfyld formularen nedenfor med informationer om dit instrument.

KØBSGUIDE

Tak for din interesse.
Klik her for at se købsguiden.