+45 70 13 17 44

Artiklen er skrevet af Yu Lan

Som forældre til en ny klaverelev, skal du vide, at du faktisk har en vigtig rolle i barnets læring, motivation og øvning. For at barnet får mest ud af undervisningen, er det faktisk både dig, underviseren og barnet, som i fællesskab skal sørge for de mest optimale læringsmiljøer og progression. 

For at hjælpe dit barn, behøver du ikke nødvendigvis at kende noget til klaverspil, musik og noder – der er masser af andre ting, du kan være behjælpelig med. Det betyder heller ikke, at du skal kigge dit barn over skulderen under hele øvningen, eller at du skal sidde med til hver klavertime og gøre det hele til dit projekt at spille klaver. 

Men det kan faktisk være svært at vide som forældre, hvor meget eller hvor lidt, man må, kan og bør blande sig i undervisningen – det kan være både forvirrende og frustrerende at navigere i. 

Her er derfor mine 6 råd til dig som forældre, hvis du gerne vil hjælpe dit barn, der lige er startet til klaver:  

” Jeg er selv musiker og ved hvilken glæde det er at kunne spille. Det er en glæde, jeg for alt i verden gerne vil give videre til mit barn!”

#1: Find en god klaverlærer

Sæt god tid af til at finde en god lærer, som harmonerer med dit barn og dets behov. Søg på nettet, snak med andre forældre, ring til den lokale musik-/kulturskole og tag en snak om jeres ønsker. Spørg evt. efter en prøvelektion hos en lærer, inden i beslutter jer for noget. 

Barnets læringskurve afhænger meget af den underviser, dit barn får – og underviseren får også en betydning for, hvor længe dit barn bliver ved med at gå til klaver. Men husk samtidig også, at det er helt tilladt at skifte lærer efter et stykke tid, hvis ikke dit barn og underviseren er det bedste match. 

#2: Gør klaverspillet til en vigtig prioritering

Lær dit barn at give klaverspillet og øvningen den prioritering, den fortjener. Vis dit barn, at klaverspillet er noget, man vælger til – fx ved at komme til alle timerne, og ikke gå glip af undervisningen pga. en fødselsdag, legeaftaler med kammeraterne eller andet. Prioritér at komme til fællestimer, koncerter og andre musikaktiviteter. Lyt til klassisk musik derhjemme – på den måde gør du musik til en hverdag i hjemmet, og barnet vil efterhånden lære, at det er noget, der også bliver sat pris på.

øvning for begyndere
#3: Skab de bedste forudsætninger

Sørg for, at dit barn har et ordentligt instrument at spille på. Der er væsentlig forskel på, om det er et keyboard, et elklaver med vægtede tangenter, et opretstående klaver eller et flygel, der bliver spillet på derhjemme. Det kan godt være, du måske ikke har lyst til at kaste penge efter et flygel i løbet af det første år, dit barn går til klaver – men som minimum skal klaviaturet have 88 vægtede tangenter, der skal være en ordentlig klaverbænk, og dit barn skal kunne sidde et sted i hjemmet, hvor vedkommende kan få fred til at øve sig.

“Jeg kan godt lide at spille klaver, når min mor synes, at jeg er god til det. Så har jeg lyst til at spille igen.”

#4: Hjælp dem med at øve sig

Det er vigtigt, at I sammen får arbejdet jer ind på en god øverutine allerede fra start af. At gå til klaver kræver både disciplin og tålmodighed. Afhængig af barnets alder, kan i aftale et tidsrum, der skal øves på i løbet af dagen – og måske kan du endda sidde med de første par uger, indtil barnet er blevet selvstændigt nok til selv at gøre det. Sørg for, så vidt muligt, at der er sat daglig tid af til øvningen – sådan kommer man længst. Og husk, at det er ikke kvantiteten, men kvaliteten af øvning, der er vigtigst.

#5: Sørg for god kommunikation

Det er vigtigt, at der er god kommunikation mellem dig og dit barn – men også mellem lærer og dig som forælder. Ved at holde en god kontakt til læreren, kan du følge med i dit barns udvikling. Det gælder også, hvis du oplever problemer eller frustrationer derhjemme. Snak med læreren om det, så de kan hjælpe dig. Jo mere de kender til rutinerne derhjemme, jo bedre kan de hjælpe – de ser jo trods kun dit barn én gang om ugen.

#6: Spørg ind til undervisningen

Vær nysgerrig på hvad de går og laver! Bak op og snak med dit barn om det er sjovt – vær deres fan nummer 1! Vis dem, at dét at gå til klaver er en familieaktivitet og at det er en kæmpe glæde for hele familien. Nyd musikken sammen med dem, hør indspilninger, tag dem med til koncerter, operaer og del musikoplevelser sammen med dem! Med hep og ros kommer man langt.

Du kender dit barn bedst – du ved hvordan dit barn lærer bedst, hvad de synes, der er sjovt, og hvornår de har brug for din hjælp. Brug din sunde fornuft – og hvis der er det mindste tvivl, så snak med læreren. Sammen skal i nok finde ud af det.

 

Så velkommen til klaververdenen – og held og lykke. Du skal nok gøre det godt!

Hent Købsguiden.
Tak for din interesse!

Du er få trin fra værdifuld information om, hvilket piano der opfylder netop dine behov.

Forespørgsel på

Reparation

Udfyld formularen nedenfor med informationer om dit instrument.

KØBSGUIDE

Tak for din interesse.
Klik her for at se købsguiden.